|
Politiet Idrætsforening
Bordtennisafdelingen Onsdag, den 9. april 2003
Beretning sæsonen 2002-2003
Turneringen er nu faktisk slut. Vi kan gøre status.
I alt er der i sæsonen spillet 98 holdkampe. (sidste sæson: 101).
De har resulteret i 92 points (79) og en score på 499 - 594 (463 – 577). Altså i alt spillet 1093 kampe.
45,65 % af de spillede kampe blev altså vundet mod sidste sæsons 44,5%.
Vi har opnået 47,92 % af til mulige points, der er blevet spillet om.
119 doubler (120) har givet 61 sejre (60).
PI-1, slutplacering nr. 6 ud af 10 hold. Taget i betragtning, at vi har benyttet 13 forskellige spillere på dette hold, to kampe er tabt uden kamp, sat at holdet 4 gange kun har været 3 mand, så er resultatet godt nok. Hvis spillerne udviste lidt mere mødestabilitet og interesse, så kan holdet blive helt godt.
Til næste sæson vides nu, at Hans Hammer drager til sine hjemlands tunnelgennemborede hjemøer, ellers er spillermassen form. intakt.
På ØBTUs top-100 i rækken er Kenneth Bang blevet nr. 14.
PI-2, nedrykning. Så lykkedes det endegyldigt efter flere år med r…. i vandskorpen og redninger på målstregen, fordi andre hold har trukket sig.
I denne sæson har formanden vist nok været savnet (hvorfor vides ikke, kan han vinde noget?), så man kan jo skrive en tårevædet ansøgning til ØBTU til næste sæson om forbliven i rækken. Der plejer at være ledige pladser. Dette skal dog hænge sammen med, at man har et førstehold, hvor folk gider spille.
I øvrigt kan nævnes at Jens Ole Poulsen har spillet samtlig holdkampe.
På ØBTUs top-100 er Mogens Bentzen nr. 26, Jens Ole nr. 27, mens Arne Gammelgaard og Hans Jensen deler plads 29.
PI-3. nr. 4 ud af 9 hold. Godt nok. På ØBTUs top-100 er Kenneth J. Hansen nr. 11, Joszef Holecs nr. 14 og Lars Nellemann nr. 15.
PI-4, nr. 5 ud af 10 hold. Ganske godt. I øvrigt afdelingens mest stabile hold. Der er kun benyttet de 4 spillere, som var sat på holdet fra starten af. På ØBTUs top-100 er Søren Helbrink nr. 6, Ib Andersen nr. 12 og Michael Bodholdt nr. 16.
PI-5, nr. 4 ud af 8. Det er som det plejer. Godt nok. På ØBTUs top-100 er Anders Heidemann blevet nr. 9 og Kjeld Christensen nr. 12.
PI-6, nr. 2 ud af 6. Oprykning til Serie 3. Dette er et nyt hold, der starter nedefra og så arbejder sig op. UDMÆRKET gået venner. Her har også været i god stabilitet. Bla. har Morten Toborg spillet alle kampene, mens Finn Jensen har misset en og Carsten Ilsvard to kampe.
På ØBTUs top-100 endte Finn Jensen som nr. 5, Carsten som nr. 6 og Morten som nr. 12. Stor jævnbyrdighed, flot.
Holdet spillede herefter kredskampe om Serie 4-mesterskabet. Her blev det dog til en 3-7 nederlag til Helsingør i kvartfinalen.
Veteran 55 år, 2. division, nr. 4 ud af 7. Med 3 points i de sidste 2 kampe, så rykkede man fra sidstepladsen til nr. 4. Hvis formanden kommer i form igen, så skal det nok blive bedre.
Yderligere statistikker over denne sæson kan ses på det vedhæftede, ligesom ørige folks placering på top-100 kan ses på ØBTU’s hjemmeside.
Ny mand i toppen af årets liste: Søren Helbrink med 34 sejre, forfulgt af Kenneth Bang og Ib Andersen begge med 27 sejre.
To bøder er det blevet til pga. manglende indsendelse af holdsedlen.
I sæsonen er benyttet 30 spillere.
Ellers kan ses, at siden 1979, hvor jeg har resultater, har Jens-Ole fortsat har 1. pladsen over flest spillede holdkampe for klubben, nemlig 388. Herefter følger Hans med 379, Frich med 343, Poul-Erik med 322, og Anton med 307..
Altså 5 personer, der alle har spillet mere end 300 holdkampe for klubben.
På pointlisten fører Jens-Ole med 1760 points foran Hans med 1724 points, og endelig Poul-Erik med 1608 points. (Man får 1 point for en spillet kamp samt yderligere et point for en sejr).
Er statistik ikke bare dejligt? Tænk bare på hvor personer der nu i politiet beskæftiger sig med statistik i stedet for med politiarbejde.
Internettet har i denne sæson været tæt på eneste kommunikationsmiddel til medlemmerne. Det har fungeret tilfredsstillende. Her er jo uanede muligheder.
Hjemmesiden fungerer, og efter min mening findes der faktisk ganske mange informationer her, som jeg håber at I læser, når jeg nu har brugt tid på at skrive dem.
Ligeledes er e-mail og out-look benyttet flittigt, idet der her er en hurtig måde at nå medlemmerne på. I har også været flinke til at benytte disse midler til at svare tilbage samt at sende resultater. Det er gør det hele meget hurtigere.
Til jer, der ikke er på nettet: Se at komme det (hørte du det formand).
Stævner, som jeg også er så flink og fortælle om på nettet, har vist ikke haft den helt store tiltrækning i flere år. I år har ingen deltaget i stævner. Er dette noget, som I ikke gider, for så er der ingen grund til at spilde tid på at skrive om det.
Ja, det var så det. Set fra turneringslederens synspunkt, har sæsonen forløbet godt nok.
De problemer vi løb ind i omkring EU-møderne i efteråret blev ikke så store som frygtet, og I var særdeles gode til at melde hurtigt, så alting blev løst hurtigt.
I har været fabelagtig gode til selv at styre holdene, bortset fra PI-1, som hele sæsonen har givet hovedbrud. Det skal der bedre styr på til næste sæson.
Dette var så min sidste beretning. Jeg siger tak for de 13-15 år (jeg kan ikke helt huske det) jeg har været turneringsleder, og vil ønske jer alt godt i fremtiden. Hvis I fortsætter som hidtil, får min efterfølger et nemt arbejde.
Med venlig hilsen
Bent Jensen
|